Denosumab

Denosumab

Effekt:
BMD øges med 6-9% efter 3 år. Risiko for columnafrakturer reduceres med 68%, hofte frakturer med 40% og perifere frakturer med 20% (Grade 1).

Administration:
60 mg s.c hver sjette måned ± 2 uger. Ophør med behandlingen resulterer i et hurtigt og markant fald i BMD, der øger risiko for vertebrale frakturer. Ved vedvarende behandling ses vedvarende stigning i BMD. Ved behandlingsophør skal behandlingen efterfølges af antiresorptiv behandling.

Bivirkninger:
Forstoppelse, smerter i ekstremiteterne. Infektionsrisikoen er let forøget. ONJ og subtrochantære femurfrakturer er en sjælden bivirkning. Hypokalkæmi kan ses i månederne efter opstart af behandling.

Kontraindikationer: 
Allergi for denosumab. Hypokalkæmi og kreatinin clearence < 15 ml/min. Behandling af osteoporose ved eGFR <30 ml/min er en specialistopgave.

Reference: Dansk Endokrinologisk Selskab.



Denosumab er et biologisk lægemiddel, som virker ved at hæmme receptor-aktivator af den nukleare faktor-κB-ligand (RANKL). RANKL er et cytokin, der dannes af osteoblastiske celler. Når RANKL bindes til sin receptor (RANK) på (præ-) osteoklastiske celler, stimuleres osteoklasters nydannelse, funktion og overlevelse. Ved at binde sig til RANKL blokerer denosumab stimulationen af de osteoklastiske celler, hvorved knogleresorptionen mindskes. Der opnås en hurtigt indsættende hæmmet knogleresorption.

Denosumab anvendes med henblik på at mindske risikoen for osteoporotiske frakturer hos postmenopausale kvinder og mænd. I forhold til placebo er BMD på gruppeniveau øget allerede en måned efter første dosis, og risikoen for fraktur mindskes signifikant i løbet af det første år af behandlingen. Hos postmenopausale kvinder er 3 års behandling med denosumab i forhold til placebo vist at øge BMD og mindske risikoen for hoftenære frakturer og kompressionsfrakturer i columna med 60-68 % og risikoen for alle ikke-vertebrale frakturer med 20 %.

Ved ønske om på et tidspunkt at kunne ophøre med behandlingen (se evt. Forsigtighedsregler)), vil denosumab ikke være førstevalg, da der ofte ses et betydeligt fald i BMD og øget risiko for fraktur i perioden efter ophør med denosumab.

Behandlingsvejledning:
Ved behandling af osteoporose administreres denosumab som en s.c. injektion a 60 mg hver 6. måned.

Reference: DLI - Pro.medicin.dk

Prolia produktresume

 

REFERENCER & KREDITERINGER | © ALLE RETTIGHEDER TILHØRER AMGEN INC | DK-PRO-0822-00001